Skip to main content
alt="Tomas Høffding solokoncert i Sct. Jørgens Kirke - den 30. september 2025"
  • Tomas Høffding Solo

  • Dato | 30. september 2025
  • Koncertstart| 19:30 (døråbning 19:00)
  • Spillested | Sct. Jørgens Kirke
  • Genre | Pop, Indiepop
  • Billettype | Siddeplads
  • Forsalg/dørpris | 150/180 kr,-

Du kender ham måske allerede? WhoMadeWho’s egen falset-ekvilibrist og hårdt swingende discobassist Tomas Høffding er sprunget ud som solist på dansk.

“Tomas Høffding har skabt en niche næsten for sig selv på den danske scene. Og der er godt at være”.

“Man må konstatere, at han har ramt en lyd og tone, der gør ham til en ener på den danske musikscene lige nu”

”At lytte til hans album er godt – at være til hans koncerter er magi”

“Folk står med tårer i øjnene”

Efter endnu 2 udsolgte koncerter i marts 2025 på Hotel Cecil med fuldt band, er Tomas nu ude og spille mindre shows alene med hans guitar, hans sange og hans elektroniske dimser.

Tomas Høffdings solo-shows har allerede opnået kultstatus. I små, intime rammer, og i 100% øjenhøjde med det publikum han kærligt er ved at bygge op. Høffding veksler mellem næsten grænseoverskridende tætte momenter med lavmælt guitar og sang, over uforudsigelige og improviserede lydskulpturer med vokal-loops, klokkespil og synths galore, til  afstikkere ind i klubland, hvor Tomas også hører hjemme. Sommetider det hele på en gang, og aldrig rigtig det samme to aftener i træk. Tomas er meget optaget af at snakke om livet, og det bliver der også tit tid til ind imellem numrene

Tomas Høffding er sangskriver, sanger og bassist i det internationale succesorkester WhoMadeWho. Måske kan du også huske sangen “Driving Miss Mia” med hans første band Garbo? Eller hans samarbejde med multikunstneren Lydmor og P6 hittene “Things We Do For Love” og “Daybreaker”?

Med et musikerliv præget af massive udlandsturneer og kæmpe fester har han med årene følt sig kaldet til at skabe sange ved siden af WhoMadeWho – sange som har fokus på det nære, intime og personlige.

Ud af det kommer hans solokarriere på dansk. Musikken trækker naturligt på hans oplevelser i klubland, men lyden er mere organisk og intim end vi er vant til fra Tomas Høffdings side.

Han siger:

“Det er sange om mit og jeres liv. Sange man kan danse eller chille til, alt efter humøret. Jeg drømmer om, at I vil høre dem i bilen, på løbeturen, i sofaen, mens I hænger ud med jeres venner. Jeg elsker at spille dem live, en helt anden setting end de kæmpe dansefester WhoMadeWho-koncerterne er. De er fantastiske, men det er i stigende grad vigtigt for mig til at turnere herhjemme og synge sange med tekster, som folk umiddelbart forstår – og kan relatere til.

Jeg har gravet dybt og længe efter det sted i musikken hvor der er ro og varme samtidig med at der er højt til loftet og lidt vitaminer til den kræsne musiklytter. Og et godt beat. Jeg er vild med trommemaskiner og synths. Jeg er også blevet virkelig glad for spansk guitar, og tripper over blandingen af disse 3 elementer.

Jeg synger om mig selv, men også om mine venner, og om ting jeg har tænkt over og opsnappet rundt omkring.

Jeg synger om dengang jeg sad i Brugsen, og ringede til Johannes. Om at høre musik og græde. Jeg synger om at hyle mod månen i en tordenbrandert

Jeg synger om åbne forhold, og om hvordan vores barndom dikterer så meget af hvad vi gør og ikke gør i vores parforhold.

Om den bittersøde følelse efter en skilsmisse. Om at løbe tør for ting at snakke om. Men også om at turde lade sig falde og blive grebet af sit livs kærlighed. Og hvor dejligt det er.

Der er også en sang til mine venner, som stadig fylder meget i mit liv og er en vigtig støtte for mig i alt hvad jeg er og gør.

Hvis der er noget jeg tror på så er det dette: Vi har brug for hinanden. Vi har brug for at se hinanden. At gøre ting med hinanden. Jeg vil gerne lave den musik I sætter på, når I tænker på jeres Johannes

Jeg har aldrig før oplevet en så hjertelig feedback på min musik før. Mine sange har allerede været spillet til både fødsler og begravelser, og jeg glæder mig som et lille barn hver gang jeg skal ud og mærke sangene i samspil med mit fantastiske publikum”.