-
Vingard
-
Dato | 7. november 2025
-
Koncertstart | 19:30 (døråbning 18:30)
-
Spillested | Damms Gård
-
Genre | Folk
-
Billettype | Unr. siddepladser
-
Forsalg/dørpris | 180 kr.
Sangerinden Vingard har fra en tidlig alder skrevet sange som tager udgangspunkt i hendes dagbogsskrivning, hvor der bliver givet plads til fejl og sat ord på de tanker, som er fanget i hendes hoved. Som årene er gået er barndommens uskyldige tidsfordriv blevet en levevej, hvor sangskrivningen har modnet sig til en essentiel udtryksform. Sangene udfolder sig især i mødet med mennesker, hvor det indre sårbare rum opløses. Vingard deler ud af en opmærksomhed, som sætter lytteren i et følt fokus og skaber god energi. Muligheden for at tage folk i hånden og sende sin egen fremdrift i deres retning, rører hende dybt. Aftrykket kommer som en oplevelse af at være en del af noget større, hvor Vingard med sin ærlighed går forrest og giver plads til tvivl, tanker og historier fra alle, som lytter med.
“En storyteller der tåler sammenligning med både Chris Stapleton, Dixie Chicks og First Aid Kit”
I en alder af 9 år begyndte Vingard at skrive sange. Siden da har hun stået på mere end 300 scener siden, hun lærte at spille guitar. Allerede som 15-årig brød hun grænserne, da hun skrev både tekst og musik til en tysk biograffilm og lod dette være startskuddet til en spirende karriere i Tyskland. Med en overbevisende musikalitet og nerve på scenen sikrede hun i sommeren 2021 titlen som Årets Nordjyske Live Band. Herefter har den fremadstormende sangerinde haft flere optrædener på både TV og i radioen.
”Vingards musik sætter lytteren i fokus på en måde, hvor de kan genkende sig selv i de følelser, hun formidler.”
Lytter man til Vingards bagkatalog, er der ingen tvivl om, at hun udforsker en ny lyd med direkte kurs mod genrens grænseland. I 2021 bosatte hun sig i Berlin og her skrev hun sit debutalbum. Om processen fortæller hun; ”Jeg er vokset fra den lille pige i de blomstrede kjoler, som ikke ville skille sig ud til at turde dykke ned i et mere råt og til tider grimmere udtryk.” Det tør siges at opmærksomheden er blevet rettet mod Vingard, som med sin personlige og nærværende lyd placerer sig solidt i Americana-feltet.
I rygsækken har hun flere udsolgte koncerter i Tyskland, Spot Festival, Nibe Festival og som opvarmning for Lars Lilholt i Skovdalen foran 5000 mennesker. Hun er aktuel med debutalbummet In The Long Run som på releasedagen modtog rotation på flere radiostationer inklusiv P5 samt rosende anmeldelse fra både ind- og udland.
